Skip to main content

Menu

Velkommen til SGK

Scenekunstnerisk GrundKursus er for dig mellem 15 og 25 år, som drømmer om at lave endnu mere teater sammen med andre unge. Forløbet henvender sig både til dig, som brænder for at udvikle dig og være en del af et kreativt fællesskab, og til dig, som overvejer en levevej inden for scenekunst.

Undervisningen på SGK

Du har i gennemsnit undervisning i seks timer, 34 uger om året, som udgangspunkt på to hverdagsaftener om ugen - dog en del mere op til forestillinger og større projekter. 

I undervisningen arbejder vi med mange stilarter. Du lærer om indlevelsesevne og tekstforståelse i klassisk teater, improvisation og devising i moderne teater samt nærvær og krop i fysisk teater. Desuden får du undervisning i stemmetræning. Vi vægter fællesskab højt og træner primært det kollektive, dramatiske arbejde

Som SGK-elev får du nøgle og adgang til undervisningslokalerne på Ammunitionsvej 4 i Viborg. Her kan du tilgå fællesrum og sale - også uden for undervisningstiden. Vi forventer, at du selv administrerer din fritid, så der bliver plads til at øve, men vi vil altid gerne tage en snak og hjælpe med at få tingene til at gå op.

Underviserne på SGK har alle scenekunstneriske uddannelser og forbindelse til det professionelle miljø.

Klik her for at se, hvem der underviser på SGK!

SGK sammen med STX eller HF

SGK er tilrettelagt, så du også kan gå på en ungdomsuddannelse eller have arbejde ved siden af. Men selvom vi koordinerer og planlægger, vil der komme travle perioder med forestillinger og ekstra timer i øvelokalerne.

På ArtGK har vi et tæt samarbejde med Viborg Gymnasium og Viborg Katedralskole. Det betyder, at du skræddersyet dine skemaer, så store afleveringer ikke falder sammen med studieture eller store forestillinger. Sammen med dig skaber vi den struktur, som gør, at din hverdag hænger sammen med både skolearbejde og tid til at øve.

Som elev på ArtGK har du mulighed for at tage STX på fire år eller HF på tre år. Du har grundlæggende de samme fag og antal timer, men de er fordelt over et ekstra år. Kontakt Viborg Katedralskole og Viborg Gymnasium for mere info.

Endelig kan vi tilbyde dig en plads på Viborg Katedralskoles hyggelige kollegium, hvis du kommer langvejs fra. Det kan du læse mere om her.

Hent en folder om samarbejdet med Viborg Katedralskole her!

Hent en folder om samarbejdet med Viborg Gymnasium og HF her!

Optagelse på SGK

For at gå på SGK skal du til vores optagelsesworkshop, som afholdes i februar/marts 2024. (nærmere dato kommer her på siden i efteråret 2023)

På workshoppen kommer du først igennem forskellige opvarmningsøvelser. Herefter deltager du i en gruppeøvelse, hvor I sammen udvikler en fysisk/koreografisk sekvens. Til sidst er der en korøvelse og en samtale med fremføring af en monolog, du har forberedt hjemmefra.

Samtalen er individuel, så her er det kun dig, som er med. Under samtalen spørger vi lidt ind til interesser, styrker, svagheder og til din motivation for at søge ind på SGK. Det er også under denne samtale, at du fremfører din monolog, som du vælger fra et udvalg, du får tilsendt, når du har tilmeldt dig optagelsesprøven.

På SGK vægter vi den fælles undervisning højt, og det afspejles i vores optagelsesworkshop og vores vurdering af deltagerne. Vi ser altså både på, hvordan du agerer individuelt og som en del af en gruppe. Du behøver ikke have stor skuespillererfaring for at blive optaget. Det vigtigste er, at du har mod på at blive puffet lidt til, kan samarbejde med andre og har lyst til at udvikle dig.

Du skal tilmelde dig optagelsesworkshop på dette link!

Hvad koster SGK?

Har du spørgsmål om priser, betingelser eller tilmelding, er du velkommen til at kontakte Kulturskolens administration.

Se priser og betingelser for SGK her!

Har du spørgsmål om indhold og undervisning på SGK, er du velkommen til at kontakt teamkoordinator Kirsti Kærn.

Find Kirstis kontaktinformationer her!

Kontakt

ArtGK

ART-GK
Kulturskolen Viborg
Grønnegade 2
8800 Viborg

+45 87873666
artgk@viborg.dk

Åbningstider

Kontor og telefon

Mandag 13.00 - 15.00

Tirsdag 13.00 - 15.00

Onsdag 10.00 - 12.00 & 13.00 - 15.00

Torsdag 13.00 - 16.00

Fredag - søndag Lukket