Skip to the content

Talentlinjen i musik

Kulturskolen har specielle tilbud til dig, der er mellem 12 og 17 år, og har særlig interesse, talent og lyst til at bruge endnu mere tid på musikken.

På talentlinjen vil du modtage undervisning af Kulturskolens lærere og få chancen for at dygtiggøre dig yderligere som solist, men også med rig mulighed for at spille sammen med andre.

Du får undervisning på netop dit instrument.

Du vil også få styr på teorien bag musikken. Du kan vælge at lægge vægt på klassisk musik, rytmisk musik eller folkemusik.

Fag på talentlinjen:

  • Soloundervisning (45 min./uge)
  • Sammenspil
  • Kor
  • Hørelære

Sangskrivning/produktionsmusik

Vi tilbyder også en linje inden for sangskrivning og produktionsmusik med særligt fokus på sangskrivning og komposition.

Undervisningen er for dig, der allerede er i gang med at skrive og komponere sange selv.

Der bliver taget udgangspunkt i dine egne sange, og du vil få undervisning i sangens struktur, harmonisering, tekst, arrangement, indspilning og produktion.

I undervisningen anvendes blandt andet klaver og guitar.

Fag på sangskrivning / produktionsmusik:

  • Soloundervisning (45 min./uge)
  • Hørelære
  • Arrangement/sammenspil
  • Kor

Optagelse

Det er din lærer, der sammen med dine forældre vurderer, om du er egnet til at skulle søge på talentlinjen. Hvis de synes, det er en god idé, skal du til en lille optagelsesprøve, som afholdes i rolige og trygge rammer.

Husk, du selv skal tilmelde dig optagelsesprøven senest fredag den 1. maj 2020. Du kan altid få din lærer til at hjælpe dig med det. 

Du skal tilmelde dig i formularen nederst på denne side.

Optagelse til talentlinjen:

Hvis du vil på talentlinjen, skal du til prøve fredag den 15. maj 2020 om eftermiddagen. Her skal du spille 2 korte stykker musik, og vi vil gerne høre 2 skalaer, som du på forhånd har aftalt med din lærer. Du skal også klappe rytmer og lytte til toner. Det hele tager cirka 10 minutter.

Optagelse på linjen for sangskrivning og produktionsmusik:

For at blive optaget på linjen for sangskrivning og produktionsmusik, skal du senest fredag den 1. maj 2020 komme forbi kontoret i Grønnegade med et USB-stik med 2 stykker musik, du selv har skrevet. Du må også godt komme og spille din musik for os fredag den 15. maj om eftermiddagen.

Du får besked om, om du er optaget i slutningen af maj måned.

 

Praktisk

Soloundervisning kan du få hos din nuværende lærer og hvis du er tilmeldt 25 min. om ugen nu, så får du næsten dobbelt så lang tid på talentlinjen - nemlig 45 min.

Herudover er der ugentlig 45 min. hørelære og kor som er obligatorisk. Sammenspilstilbuddene kan være orkestre, bands. kammermusik afhængigt af hvad du spiller på og hvilken linje du går på.

Man kan normalt gå på talentlinjen i to år. Hvis du har gået på talentlinjen i to år til sommer har kulturskolen særlige tilbud til dig - ring til Henrik Resen og hør nærmere på 87873662.

 

Alt det kedelige

Det koster lidt ekstra at gå på talentlinjen og beløbet opkræves i rater tilsvarende at gå til ordinær soloundervisning. Det er ikke muligt at opnå søskende- og flerfagsrabat når du går på talentlinjen. Se hvad det koster her.

Det er muligt at søge om nedsat betaling hvis husstandsindkomsten er lav.

 

Tilmeld dig optagelsesprøven her: