Det er en streng, der snor sig om livet 

knuger om den tomme luft

Den var utrolig. Ingen vidste, hvad den var. 

Mit blik er ufokuseret, men jeg kan stadig skimme kornene, der nærmest hænger over mit hoved, og den blå himmel i baggrunden. Edderkopperne kravler forsigtigt op ad min arm

En himmel af ord

Tågen ligger tungt over det hele,

den sluger alt og alle,

efterlader dem i totalt mørke, 

kun de nærmeste skikkelser ses 

som sorte silhuetter.

Jeg er faret vild

i min hjemstavn

hvor jeg hører til

hvor jeg altid har boet

Går over knuste kranier

og alt hvad der indeholder farve

vakler videre under gadelygternes

kolde skær,

snakker om forgangne tider,

om dengang man ikke havde

fået nok af konformitet og forventningspres

og man kun skulle bruge tiden

til at tegne

En stor cirkel med en lille cirkel indeni. 

Den mindre cirkel, en sol.

Solen stikker dybt,

dybere end den blanke metalplade,

som ikke er blank.  

Jeg sidder med hovedet låst fast til min bog,

ordene svæver mellem hinanden.

Jeg vil aldrig stoppe.

Min drøm bliver afbrudt da jeg når sidste side.

Jeg vender tilbage til virkeligheden, hvor jeg ser min søster.