"Det her er bare godt": Kulturspor giver børn overalt i kommunen gode kreative oplevelser

Af Rasmus Gissel

Underviser Thorbjørn Lund klapper tre gange i hænderne, og den smule snak, der var i musiklokalet på Bjerringbro Skole Koldskær, forstummer. Et øjeblik senere sidder over tyve børn og spiller Ellie Goulding-hittet ”Love me like you do” på hver deres klaver – i takt, sammen og koncentreret.

På Finderuphøj Skole har SFO-koret stillet sig i en rundkreds. Sammen med underviser Tjeda Anne Efken leger de sig gennem opvarmningsøvelser, hvor de laver dyrelyde, strækker sig og synger dybe og høje toner, inden de går over til at synge sange.

De to undervisere er ikke ansat på Bjerringbro eller Finderuphøj Skole – de kommer fra Kulturskolen Viborg for at undervise i hver deres Kulturspor-forløb. Kulturspor er Kulturskolens tilbud til skoler, SFO’er og daginstitutioner og går netop ud på, at en underviser fra Kulturskolen står for et kortere eller længere forløb i musik, kor, billedkunst, tegning, scenekunst eller fortælling. Forløbet koordineres af Kulturskolen, men undervisningen udføres i tæt samarbejde mellem underviseren fra Kulturskolen og en lærer eller pædagog fra skolen eller institutionen.

”Formålet er at komme ud at præsentere det kunstneriske for børn og unge, så de stifter bekendtskab med det og oplever glæde ved det,” siger kulturskoleleder Christoffer Boserup Skov.

Erfaring ikke nødvendig
Forløbene er gratis for de skoler, SFO’er og daginstitutioner, som deltager, bortset fra de timer, den tilknyttede lærer eller pædagog skal bruge. Og forløbene er altid tilrettelagt, så børnene ikke behøver at have nogen som helst forudsætninger eller erfaring for at kunne være med.

”Vi starter fra bunden, og vi har ikke store ambitioner,” siger Thorbjørn Lund. ”Men der kommer musik ud af det efterhånden. Der er ingen krav om, at børnene skal øve sig derhjemme. De kan bare møde op til timen og alligevel lære noget.”

Klaverholdet i Bjerringbro er en del af klassens obligatoriske musikundervisning. På Finderuphøj er koret et frivilligt tilbud til de børn, der går i SFO. Det betyder, at de kan være med i flere år i træk, og det har skabt kontinuitet i koret, som i skrivende stund har eksisteret i fem år.

Alle er med
Når man overværer undervisningen, er det tydeligt, at børnene ved, hvad der skal ske, og hvad der forventes af dem. På Finderuphøj skifter børnene målbevidst mellem at øve forskellige sange og koreografier uden nævneværdige pauser. Og efter at have spillet Ellie Goulding øver børnene i Bjerringbro hver for sig med hovedtelefoner på, inden de spiller Beethovens ”Ode til glæden” sammen.

”Vi tager sådan nogle papirer med noder på, og så sætter vi os ved et klaver,” forklarer Amin Abda fra Bjerringbro scenevant. ”Så tænder vi klaveret, og så øver vi nogle sange. Og til sidst spiller vi alle sammen sammen.”

Hans klassekammerat Freja Elise Thomassen beskriver forløbet som ”svært og nemt” – at det var svært at komme i gang med klaverspillet, men at det er blevet nemmere. Hele hendes klasse deltager aktivt uden at larme eller miste koncentrationen.

”Alle er med – det rammer bredt,” siger musiklærer Kirsten Vinther Johnsen fra Bjerringbro Skole. ”Man tænker nogle gange, at dét gider de smarte drenge ikke, men de er helt optaget af det.”

Et mål at stile efter
På begge skoler har børnene en meget konkret gulerod foran næsen: Klaverholdet fra Bjerringbro skal deltage i Kulturspor-festivalen i Viborg, mens SFO-koret fra Finderuphøj skal medvirke i en musical til Snapsting. Underviserne kan mærke, at den kulmination virkelig betyder noget.

”Jeg synes, det er et kæmpescoop, at vi kan komme ind at lave den kæmpeoptræden i Viborg,” siger Thorbjørn Lund. ”Det fylder rigtig meget for børnene, og vi har snakket om det i ugevis.”

”Det er noget, børnene husker i lang tid – at være stjerne for en dag,” supplerer Tjeda Anne Efken. ”At stå foran 300 mennesker med et professionelt band i ryggen, med egne tekster og kostumer ... dét er en fed afslutning.”

Og det er Karolina Boiko fra SFO-koret enig i.

”Det sjoveste er, at man kan få lov at optræde på en scene forskellige steder, for eksempel på Borgvold,” siger hun. ”Vi har også optrådt i Tinghallen og på skolen, og det er virkelig sjovt.”

Sjovt – og udviklende
Når man spørger børnene på klaverholdet og i SFO-koret, om det er sjovt at være med, får man et rungende ”ja!” Og det handler både om, at det er sjovt at synge, danse og spille – og at lære noget.

”Man hygger sig, imens man lærer at spille,” siger Rasmus Madsen fra Bjerringbro Skole, og hans klassekammerat Laurits Valter Bøgh Jensen supplerer: ”Jeg synes, det er sjovt til sidst, for så har man lært noget, og det lyder godt. Der kommer et godt resultat.” På Finderuphøj synes både Zara Imran Lenschow og Marie Gjørtz Sander, at det sjoveste er at få lov til at synge, danse og optræde.

At børnene faktisk lærer noget, bliver tydeligt, når børnene på Bjerringbro Skole identificerer en sang ud fra de toner, den starter med: ”Det er den, der starter med G, F og G,” husker Freja Elise Thomassen, og efter at have nynnet melodien og vist melodilinjen med fagter i luften husker børnene, at det er sangen ”Gadeorkestret.”

”De fleste af børnene er ikke engang klar over, at de får sangundervisning,” siger skolepædagog Anders Thorsten Pedersen fra Finderuphøj. ”De har det jo bare sjovt! Men det er tydeligt at høre, at de bliver bedre. Vi har optrådt til morgensamlinger med koret, og dér er det superlet at høre, at de er blevet vant til at synge med hinanden – og at lytte til hinanden. Dér bliver det tydeligt, hvad de også får ud af det rent teknisk.”

Børnene opøver også en række andre færdigheder end de rent musikalske: For at indgå i et kor eller spille klaver sammen med over tyve andre er det nødvendigt at kunne indordne sig.

”Vi opdrager dem i en form for orkesterdisciplin, hvor man lærer at indordne sig under hinanden, lytte til hinanden og lade være med at spille noget, der er irrelevant,” siger Thorbjørn Lund. På Finderuphøj har børnene og deres forældre aftalt, at børnene møder op, hver gang koret øver.

”Den pædagogik, Tjeda og jeg anvender, er ikke nødvendigvis en, jeg anvender i andre sammenhænge,” siger Anders Thorsten Pedersen. ”Men den er nødvendig for, at vi kan lykkes med det her. Den dag, der er kor, har man ikke legeaftaler. Vi prioriterer koret, for ellers kan det ikke lade sig gøre at lave en musical. Og det har været godt for børnene at opleve, at man forpligter sig til fællesskabet.”

Fagligheder mødes, og sød musik opstår
Når Kulturspor-forløbene fungerer, er det blandt andet på grund af godt samarbejde. På begge skoler står Kulturskole-underviseren for den musikalske instruktion, mens læreren eller pædagogen hjælper de elever, der har brug for det, og tager sig af praktiske detaljer. Kombinationen af kreative kompetencer og solid klassepædagogik betyder, at processen kan munde ud i et godt fælles produkt.

”Jeg har et virkelig godt samarbejde med Kirsten,” siger Thorbjørn Lund. ”Det er vigtigt med en lærer, som interesserer sig for det, kender klassen og er god til at holde ro og motivere eleverne.”

”Der er forskel på Thorbjørn, som spiller musik professionelt og har soloelever, og mig, som er vant til at stå med 26 elever,” supplerer Kirsten Vinther Johnsen. ”Det er svært at skabe en relation til en hel klasse, når man har dem i én time om ugen, så dér støtter jeg op. Jeg siger nogle gange til ham: ’Vent lige, til der er helt ro!’”

Anders Thorsten Pedersen er også meget opmærksom på, hvor stor en rolle relationer spiller i undervisningen – og hvor vigtigt det er at få dem på plads.

”Når en klasse får en vikar, har det det med at vælte,” siger han. ”Men børnene kender mig og de forventninger, jeg har til dem. Og det gør det meget nemmere, end hvis Tjeda skulle starte helt fra bunden. Der ville gå det første halve år, før relationen var på plads. Tjedas fokus er primært på produktet, og mit er primært på processen. Og vi er landet et rigtig godt sted med nogle børn, der bare nyder processen, og så får vi et rigtig fint produkt i den anden ende.”

”Det her er bare godt”
Timen er slut, og endnu en uge med Kulturspor er gået. I Bjerringbro slukker de unge pianister deres elklaverer og lægger noderne tilbage i stakkene, inden de styrter ud ad døren. På Finderuphøj tager korsangerne deres sko på, slænger taskerne over skuldrene og går, mens Anders Thorsten Pedersen slukker projektoren, og Tjeda Anne Efken pakker sine ting.

Det er tydeligt, at børnene på begge skoler både får et musikalsk, personligt og socialt udbytte af at være med. Men det vigtigste er i Anders Thorsten Pedersens øjne ikke så meget, hvad børnene lærer.

”Man kan sagtens putte en masse pædagogiske begreber på, hvad de har ud af det her,” slutter han. ”At være opmærksomme på hinanden, lytte til hinanden og afstemme efter hinanden, alt det her med samhørighed. Men der behøver ikke være en masse læring i det. Den glæde, det giver børnene, er egentlig rigeligt til at sige: Det her er bare godt.”