Med “Trivsel er en kunst” udvikles et kulturpasforløb på tværs af ti kommuner, hvor udsatte unge med især autisme og ADHD kan tage del i musik- og kulturskolernes livgivende fællesskaber med bl.a. musik, billedkunst og drama. Vi tror på, at denne ungegruppe ligesom alle andre har vigtige kunstneriske stemmer, som kan berige vores samfund og kulturliv – disse stemmer udforskes og bringes nu til live, gennem samskabende værk-produktioner og i samspil med andre ungefællesskaber.
Trivsel er en kunst
Det nationale kulturpas
Som en del af Regeringens forsøg med kulturpas har Kulturministeriet d. 3. april 2025 bevilget 2.694.250 kr. til netværket Trivsel er en Kunst til at udvikle kulturpasforløb for udsatte unge. Se den politiske aftale og de øvrige støttede projekter.
Formålet med kulturpas er (med Kulturministeriets ord), at “styrke unge på kanten af samfundet og give dem et kærligt skub tættere på arbejde og uddannelse”.
Kulturpas med Trivsel er en Kunst
Netværket Trivsel er en Kunst er et samarbejde på landsplan mellem ti musik- og kulturskoler samt Professionshøjskolen Absalon. Netværket blev dannet i midten af 2023, med deltagelse af følgende kommuner: Aarhus, Favrskov, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Herlev, Horsens, Roskilde, Skanderborg og Viborg.
Trivsel er en Kunst arbejder praksisnært med at udvikle lokale fællesskaber og aktiviteter med bl.a. musik, billedkunst og drama, som kan fremme trivsel og handlekraft hos børn og unge med især autisme, ADHD og andre samtidige vanskeligheder (f.eks. social angst el. ADD)
Trivsel er en kunst i Viborg Kommune
Kulturskolen Viborg og FGU Midtjylland/Viborg har indgået en samarbejdsaftale om at lave en række prøvehandlinger med elever fra FGU, hvor kunstnere/lærere fra Kulturskolen arbejder sammen med pædagoger og lærere fra FGU i skoleåret 2025-26.
Aktionslæring og samskabelse danner rammen for aktiviteten og samarbejdet i Trivsel er en kunst. Forud for ethvert forløb skal der således afholdes opstartsmøde(r) mellem kunstner og lærer, hvor det pædagogisk/kreative indhold, fordeling af opgaver, inddragelse af elever, tilrettelæggelse af forløb, praktik med videre aftales, ligesom der under hvert forløb skal være afsat tid til løbende dialog og evaluering.
Indsatsen vil især være rettet mod elever med autismediagnose, angstdiagnose eller lignende udfordringer, samt elever med fremmødeudfordringer. Der vil være fem forløb af typisk 12 ugers varighed, hvor hver workshop/aktivitet vil vare mellem 2-3 timer pr. gang.
De fem forløb vil være indenfor fagområderne:
• Tekstil og design
• Den fortællende tegning
• Kor/sang/musik
• Billedkunst og keramik
• Scenekunst og drama
Aktiviteterne vil som udgangspunkt finde sted i Kulturskolen Viborgs lokaler.